Pressemeddelelser

Jerash - et dansk-tysk udgravningsprojekt

Pressemeddelelse 15. februar 2017

Arkæologens arbejde

Nordvestkvarteret i oldtidsbyen Jerash i Jordan

 

I Antikmuseets nye udstilling Jerash: fra et kvarter i byens udkant er der fokus på det arkæologiske arbejde. Udstillingen tager dig med på udgravning og giver et detaljeret indblik i processen fra planlægning, udgravning og analyse af fundene til udstilling og formidling af forskningsresultaterne. 

Det dansk-tysk forskningsprojekt begyndte i 2011 og ledes af professor Rubina Raja fra Aarhus Universitet og professor Achim Lichtenberger fra Westfälische Wilhelms-Universität i Münster. De har valgt at undersøge et hidtil ukendt område af den velkendte romerske by Jerash. Projektet inddrager en række moderne teknologier til at finde svar på, hvad området blev brugt til, hvordan beboerne indrettede sig, og hvordan deres forhold var til resten af byen.

’Jerash var en mellemstor by i antikken, og netop derfor er den interessant at undersøge’, siger Rubina Raja. ’Den kan fortælle os noget om livet i en helt almindelig by gennem den romerske og tidlig islamiske periode.’

Udgravningerne i Jerash giver hvert år adskillige studerende fra bl.a. Aarhus Universitet mulighed for praktisk erfaring med udgravningsarbejde og brugen af nye arkæologiske metoder.

Udstillingen åbner den 24. februar og kan ses frem til 25. juni 2017
For yderligere information kontakt: Rubina Raja, mail: rubina.raja@cas.au.dk eller Vinnie Nørskov, Antikmuseet, tlf. 87162801, mail: klavn@cas.au.dk