REQEM Vandringer i ørkenen

Antikmuseet viser i en seperatudstilling Inger Lise Rasmussens fotoserier fra oldtidens Petra 17.1.-18.5. 2014 De er opkaldt efter byens oprindelige navn Reqem. Den første serie former sig som en dagsvandring i Petra, som mange turister kan opleve den i dag. Den anden serie har fokus på turismens indflydelse på Petra og blikket er vendt mod turisterne. Kunstneren ser byens skæbne som en metafor på vores tid, hvor byer blomstrer op og forfalder i kølvandet på forandringer i sociale, økonomiske og politiske vilkår. Men forfaldet bliver derefter en attraktion i sig selv.

Oldtidens Petra i det nuværende Jordan er på UNESCOs World Heritage List og blev i 2007 valgt som et af verdens vidundere. Det var en af Mellemøstens hovedbyer fra 170 f.Kr. til ca. 200 e.Kr. under det arabiske folk nabatæerne. I dag er det et af de mest fascinerende arkæologiske områder i Mellemøsten, kendt for de store gravfacader indhugget i klipperne, og siden genopdagelsen i 1812 har Petra tiltrukket tusindvis af turister hvert år. Inger Lise Rasmussens billeder undersøger, hvad de drages af og hvad de oplever. Hvordan turismen bliver en del af byens æstetik og forfald.

I forbindelse med udstillingen er der udgivet en bog med samme titel, som sælges på museet for 100 kr. i udstillingsperioden.

Læs Lektor Lars Kiel Bertelsens indvielsestale.

Reqem - Corinthian Tomb

Inger Lise Rasmussen, fotogravure

Se mere om kunstneren på hendes hjemmeside: www.ingerliserasmussen.dk