Aarhus Universitets segl

Jette Vohlert

Udstilling 5. november - 19. december 2021

Billedhugger Jette Vohlert er uddannet på Det jyske Kunstakademi i Aarhus (1965-67) og Det Kgl. Kunstakademi i København (1967-73). Hun var fra begyndelsen af sin lange karriere som billedhugger inspireret af menneskekroppens forgængelighed. I slutningen af 1980´erne tog Jette Vohlerts arbejder en kunstnerisk drejning. Et længere ophold på Det Danske Institut i Rom forløste en dyb interesse for antikkens mytologiske univers. Hun blev fascineret af historien om Thorvaldsens arbejde med skulpturen Jason, som ikke var et bestillingsarbejde, men hans eget værk. Hun besluttede selv at skabe en Jasonfigur, og det blev den første af en lang række af skulpturer af antikke mytologiske figurer. 

Fem bronzeskulpturer er valgt til udstillingen på Antikmuseet: Guderne Diana, Fortuna og Merkur, Minervas ugle og skulpturen Agnus Dei, Guds lam, der formmæssigt lægger sig op ad den græske skulptur Kalvebæreren. De fem skulpturer viser Jette Vohlerts karakteristiske udtryk. Hun arbejder med en abstraheret form med udgangspunkt i en naturalistisk figur. Skulpturen opbygges ofte direkte i gips over en stålkonstruktion, som definerer skulp-turens grundform. Arbejdet med gipsen er en proces, hvor den lægges på og hugges af kontinuerligt, indtil formudtrykket er så præcist som muligt. Materialet og metoden giver mulighed for at arbejde med en skulptur over en længere periode. Gipsfiguren anvendes i forbindelse med afstøbning i bronze.

Jette Vohlerts værker kan ses mange steder i det offentlige rum. Fem store bronzerelieffer (2014) inspireret af arkæolog P.O. Globs udgravninger af moselig hænger på Moesgaard Museum i Århus. På Institut for biomedicin, Aarhus Universitet kan man se hendes store bronzerelief (2019) for Nobelpristager J. Chr. Skou. I Vestre Landsret i Viborg står skulpturen af Justitia og i slotsgården ved Koldinghus gudinden Fortuna. Den originale gipsskulptur af Jason står på Det Danske Institut i Rom, og på Det Danske Institut i Athen står den støbt i bronze. Jette Vohlerts værker findes endvidere i kirker, skoler, museer og kommuner over hele landet. En lang række fonde og legatbestyrelser har støttet Jette Vohlert gennem hendes karriere, og hun har deltaget i mange råd og bestyrelser med relation til kunst.

Download folder til udstillingen