Etruskerne: Rejsen til dødsriget

Etruskerne boede i det område, der svarer til det moderne Toskana i Italien, fra ca. 900 fvt. til området langsomt blev koloniseret af Rom i de sidste århundreder fvt. Den etruskiske kultur var højtudviklet og havde mange særegne træk, som fascinerer os i dag. Udstillingen om etruskerne tager udgangspunkt i deres tro på et efterliv. Udstillingen er opdelt i tre afsnit. Det første afsnit omhandler de levendes verden. Det andet fortæller om rejsen til dødsriget i en installation omkring Arnth Alpnas askekiste. Det tredje afsnit drejer sig om de dødes verden, graven og dens indretning.

Et historisk overblik

Den etruskiske kultur udviklede sig i Italien mellem 1000 og 720 fvt. i den periode, som kaldes Villa Nova, eller tidlig jernalder. Samfundet bestod af små landsbyer på høje omgivet af frugtbart land, der ernærede sig ved landbrug og jagt. Omkring 760 fvt. bosattte de første græske kolonister fra Euboea sig på Ischia og mod 700 grundlagde fønikerne kolonier på Sicilien og Sardinien. Rige metal forekomster i Etrurien og Sardinien tiltrak både grækerne og fønikerne og lagde grunden til udbredt handel. Det førte til større rigdom og øget befolkning i Etrurien. Rige grave fra 700-tallet vidner om, at en elite af krigere skilte sig ud og etablerede en fyrstekultur i Etrurien. Perioden 720-575 fvt. kaldes den orientaliserende periode, fordi den etruskiske kultur er under stærk indflydelse fra den græske og nærorientalske kultur. Græske håndværkere bosatte sig og grundlagde værksteder i Sydetrurien fra 700 fvt. De introducerede herved pottemager hjulet og teknikker til oprensning af leret til etruskerne. Etruskerne begynder også at skrive og bruger det græske alfabet til deres eget sprog. I den efterfølgende arkaiske periode, 575-480 fvt. skete der en stor befolkningstilvækst. Gravene indeholder mange gravgaver. Mindre terningformede grave, der som små rækkehuse opføres langs planlagte gravgader på gravpladserne f.eks Banditaccia nekropolen i Cerveteri og Crocifisso del Tufo nekropolen ved Orvieto, vidner om den nye formuende, men bredere middelklasse. I Tarquinia er væggene dekorerede med farvestrålende malerier. I Cerveteri bliver nogle af gravenes vægge udhugget med relieffer. Denne nye velhavende middelklasse i byerne spiller en vigtig rolle i samfundet til dels på bekostning af det gamle aristokrati. I den klassiske periode, 480-400 fvt., sker der en generel økonomisk nedgang i de etruskiske byer. I 474 lider etruskerne et nederlag i et søslag mod bystaten Syrakus udfor Cumae, og det påvirker mulighederne for handel med byerne i den sydlige del af Italien. I det centrale og nordlige Etrurien ses en stadig økonomisk og kulturel fremgang, på grund af deres rige ressourcer fra landbruget og fortsatte handel via handelsruter igennem Appenierne og via Po og Reno floderne til to Spinas havneby ved Adriaterhavskysten. I de efterfølgende år begyndte Roms ekspansion. I 396 indtog romerne Veii, 311-301 Arezzo, Cortona og Perugia. I 200-tallet var den italienske halvø præget af uro og krige, og romerne og etruskerne kæmpede sammen mod gallerne fra nord. Efter forbundsfællekrigen 91-90 fvt. fik alle etruskiske byer romersk borgeret.

Udstillingens genstande

Udstillingen viser genstande fra Antikmuseets samling og lån fra Nationalmuseets Antiksamling og Ny Carlsberg Glyptotek. Centralt i udstillingen står Arnth Alpnas askekiste fra Ny Carlsberg Glyptotek. Kisten stammer sandsynligvis fra Chiusi, hvor den har været en blandt flere kister i en familiegrav. Den afdødes navn, Arnth Alpna, søn af Laris, er indridset på låget. Hvordan han døde, ved vi ikke, men udstillingens installation, lavet i samarbejde med CAVI på Aarhus Universitet, fortæller om den rejse, han skulle på fra de levendes til de dødes verden.

Faksimilier fra Ny Carlsberg Glyptotek

Udstillingen er indrammet af seks store faksimilier af etruskiske gravmalerier udlånt af Ny Carlsberg Glyptotek, som har en samling på over 100 faksimilier, dvs. kopier af etruskiske gravmalerier. De blev fremstillet mellem 1895 og 1913 af forskellige kunstnere i Italien. Projektet var en del af Carl Jacobsens Helbig Museum for etruskisk kunst. Kopierne er lavet i flere tempi. Først blev der lavet en kalke på olieret papir i selve graven af konturerne og en farveskitse i lille format. Herefter blev de bragt til Rom, hvor malerne arbejde i et atelier. Her blev konturerne overført til et lærred af hør eller hamp, grunderet med gips med animalsk lim som bindemiddel. Herefter blev farverne lagt på á tempera med æg som bindemiddel. Nogle af kopierne viser en rekonstruktion af det oprindelige, maleri, andre vægmaleriernes faktiske tilstand på det tidspunkt, kopierne blev lavet. I dag er mange af de originale vægmalerier meget falmede, og kopierne er derfor meget vigtige vidnesbyrd om maleriernes oprindelige udseende.