Phaeton

PHAETON. Helle Kingbird Bjerregaard

Helle Kingbird Bjerregaards udstilling Phaeton tager udgangspunkt i den græske myte om Phaeton og bruger skulptur som kunstform, men på sin helt egen måde. Udstillingen bryder med den klassiske billedhuggertradition, der har sit udspring i antikkens skulpturer og sætter dermed Antikmuseets samling i spil. Udstillingen åbnes med en performance af kunstneren, hvor publikum bliver vidne til skabelsen af en skulptur.

Helle Kingbird Bjerregaard er uddannet fra Aarhus Kunstakademi i 2007 og Royal Col­lege of Art, London, i 2013. Hun har udstillet både i Danmark og London. I udstillingen Phaeton bruger hun den græske myte og dens forskellige tolkninger som ramme og kobler det antikke mytestof med moderne problematikker i mødet mellem mennesker og mellem mennesket og kunsten. Værkerne er lavet specifikt til udstillingen, og gennem placeringen på Antikmuseet knyttes fortællingens antikke oprindelse til den antikke skulptur og skulpturen som kunstnerisk udtryk. Hun formår i fire planlagte værker at udtrykke relationer, dilemmaer og idealer med rødder tilbage til antikken i fire meget forskelligartede kunstudtryk.

Helle Kingbird Bjerregaard leger med rummet og etablerer et skulpturelt rum gennem historien og et fortællende forløb i værkerne med udgangspunkt i transformationen fra menneske til skulptur som form. Det sker i konkret fysisk form i en stedsspecifik per­formance på museet, hvor kunstneren bruger ler som materiale og i skabelsesprocessen undersøger det indre og ydre af skulpturen. Hendes kunstneriske udtryk er unikt i den måde, hun bruger egne personlige relationer som afsæt og katalysator til værker, hvor hun ligeledes bruger sig selv fysisk i fotografier og gennem performance.

Myten om Phaeton

Phaeton var søn af solguden Helios. Han overtalte sin fader til at lade ham føre hestespandet over himlen for en dag, selv om det ville føre til hans endeligt. Han kunne ikke styre hestene. De for afsted, først op i himlen, hvor deres vilde ridt skabte mælkevejen, derefter ned mod jorden, hvor den brændende sol lagde alt øde. Zeus så den skade, der var ved at ske, og ramte Phaeton med sin tordenkile. Phaeton faldt ned i floden Eri­danos og døde. Hans søstre forvandledes til poppeltræer og deres tårer til rav.

Myten om Phaeton fortælles i flere antikke tekster og i forskellige versioner. Den læng­ste findes hos den romerske forfatter Ovid, som skaber et psykologisk portræt af men­nesket, der søger tilbage til sit ophav, og som kæmper med sin instinktive biologiske natur og søger anerkendelse gennem gerninger, der fører til destruktion. Der ligger også en mere subtil forståelse af, at det er mennesket der skaber og opretholder verden. Andre versioner fokuserer mere på modet til at kaste sig ud i sine drømme og møde sin skæbne.

Åbning af udstillingen med performance: Fredag den 13. november kl. 16.00. Udstillingen vises indtil den 13. december i Antikmuseets åbningstid, søndag til torsdag fra 12.00-16.00.

Læs mere om kunstnerens fortælling om udstillingen på hendes hjemmeside: www.hellekingbirdbjerregaard.com

 

Solens søn - klip fra videoværk

Solens søn

Beretning om to møder

Jeg vidste, at udstillingen på en måde eller skulle handle om portrætter. Portrætter hvori der kunne læses forskellige lag af mening og historie. Det ligger naturligt i min værkproduktion at blande det arketypiske med det personlige, at lege med det private og det episke. Jeg havde været igennem den ene klassiske mytologiske historie efter den anden, men da jeg på vej hjem i det sene aftenfly fra Aberdeen til London fløj gennem en stjerneklar nat, mens jeg læste Ovids Phaeton, var der noget i teksten, der stod så rent og klart, at jeg vidste her var mit motiv. Historien om Phaeton er så evigt menneskeligt, og en fornemmelse af genkendelighed rørte mig. Hvordan udstillingen og Phaeton ville komme til at hænge sammen, vidste jeg endnu ikke. Det viste sig første et halvt år senere, da jeg mødte den første mand i historien.

Udover Phaeton, møder vi to mandefigurer i denne historie, den dansende stjerne, han der fremkalder billedet af Phaeton og solens søn ham der kommer til at blive ham. Der er dem jeg vil fortælle om på de næste sider.

…en dansende stjerne…

Om sommeren da jeg mødte ham, vidste jeg, at jeg havde mødt Phaeton. Der var noget ved ham, der sagde mig, at dette ville ende før det overhovedet var kommet i gang. Han ville ikke blive her. I starten lagde vi ikke mærke til hinanden, eller jeg i hvert fald ikke til ham. Han var dog opmærksomhedskrævende, men jeg tænkte ikke i de baner. Jeg tror vi følte en vis genkendelighed ved hinanden. I starten mild, men senere som jeg aldrig havde oplevet, som han var en del af mig selv. Jeg husker den aften hvor vores blikke hvilede lige det længere, ikke meget, men nok til man bemærker det.   

Til det sidste troede jeg ikke jeg skulle være sammen med ham. Men det skulle vi åbenbart. Det var ikke forelskelse, nej det var anderledes. Jeg vil gerne skrive at vi så hinandens sjæl, men jeg tror det var vores egen sjæl i mødet. Jeg tvivler faktisk også på jeg så, noget som helst, måske mærkede jeg kun. Men det gjorde jeg så også, jeg mærkede alt, jeg følte mig som et instinktivt dyr. Jeg husker vi løb op ad trappen en aften og han spurgte mig; hvad fødes ud af kaos? Jeg svarede en dansende stjerne. Det blev senere hen titlen til et af værkerne, for han var i sandhed en dansende stjerne. Jeg læste historien om Phaeton op for ham, han synes det var det smukkeste han havde hørt.    

Vi blev spejlet i det samme vindue, måske var det derfor forbindelse var så stærk. Og smerten ikke var fordi vi skiltes men fordi vi stødte sammen. Himmellegemer på vej over, den samme bane.   

Det eneste jeg har af ham er et billede, af hans hænder, som min telefon tager ved et uheld, da jeg fisker den op ad tasken, fra den sidste aften. Den aften hvor vi mister tøjlerne, den aften jeg mister ham… som Phaeton mister den sidste kontrol over hestene… ude ved stjernebilledet skyttens knæ, tæt ved storebjørns vendekreds. Slutningen er ikke overraskende, vi er selv redet derhen.

I alt dette begynder værket at forme sige, som en reenactment, en genskabelse af tiden omkring Phaeton ridt. Jeg vidste godt at han aldrig ville gå med til det. Men for at få et sidste glimt af ham, inden han var helt væk, at jeg spurgte ham alligevel om han ville være med til dette. Det blev et klart nej tak, lidt mere klart end nødvendigt.

……solens søn…..

28.juli 2014: Matcher med solens søn!

Jeg havde stadig ikke adskilt mig fra min dansende stjerne, da jeg så solens søn. Erkendelsen af at stjernen var væk, syntes stadig uvirkelig.  Interesseløst bladerede gennem profilerne på Tinder, jeg så dem ikke rigtigt, det var bare en distraktion.   

Een lagde jeg dog mærke til. Måske fordi han syntes så uvirkelig, han lignede noget fra et drømmested. Ung, flot og helt perfekt, var han skåret efter en bestemt profil i sin udformning.  Clean-cut, surfer, gyldne lange lokker, veltrænet, finskåret, men kraftfuldt ansigt. Bestemt optaget af sit udseende, æstetisk modesans og en overflade der kunne virke lidt glat og afvisende. Men på trods af dette også for hans alder udsædvanlig maskulinitet, der både virker rå men også umådelig skrøbelig, og næsten lidt sky (men også ville ses).

Selv i min døs, gik han lige ind. Et splitsekunds intuition, jeg synes der var en genkendelighed, eller måske var det bare fordi han var så smuk. Uden det havde fortegnet sig helt endnu vidste jeg, at han kunne blive min figur. Og jeg svirpede ham til højre. Han havde også matchet mig!?!. Han skrev hej helle. Det var dog alt for meget for mig, jeg var slet ikke i en tilstand til at rumme det, hvad ville han mig?

Flere gange skriver han uden at jeg svarer, jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Men jeg liker alle hans billeder. Helt frustreret over dette, sender han d. 20. september en sidste besked, så opgivende at jeg forbarmer mig over ham. (Han ved jo endnu ikke, at han er Phaeton.)  

…Den skinnende….

Jeg har en god fornemmelse af den måde han, i samme bevægelse, har en trang til samtidigt at være eksponeret og distanceret. Vi taler om at han faktisk er ret genert.  Han nævner på intet tidspunkt at han har været reality-stjerne, det finder jeg selv ud af under lidt research og jeg ser 15 afsnit med ham.

Hvor den dansende stjerne intet INTET ønske havde om at blive set. Har ham her måske en større lukkethed, men samtidig også en trang til at lade denne eksponeres. Uden at være en linselus, vil han også bare gerne ses. Måske kan jeg faktisk få hold på noget materiale her. (Nok vil han ses, men han bestemmer selv hvordan, ingen krængen ud sit inderste). Præcis som jeg kan lide det, skal jeg selv kunne hente det ud af dem, det skal graves frem. Min Phaeton er ikke en lykkelig historie, det er en fyr, der rider i sin egen død, han kaster ikke omkring sig med sit inderste.

I takt med vi får tættere og tættere kontakt, bliver jeg bange. Pludselige er der noget på spil og jeg har ikke helt fod på situation, og ved ikke rigtig hvordan jeg skal komme videre. Det føles nemlig overhovedet ikke rigtigt at fortælle ham, at jeg er interesseret i at tage billeder af ham til et værk. ”Hej jeg hedder Helle, jeg vil godt lige tage nogle billeder af dig!” Det siger man jo ikke til nogen, det er for mærkeligt (og ingen kan lide at blive objektiviseret). Den spæde kontakt mellem image-opmærksomme unge mand, med hvis interesse i den 12 år ældre kvinde, man selv må gætte sig til og den udseendemæssige mere afslappede kvindelige kunstner er rigelig surrealistisk som den er i forvejen.   

Vi aftaler at mødes når jeg er hjemme fra London. Jeg vil føle mig lidt frem, hvis snakken går godt, vil jeg der fortæller ham om projektet. Jeg er hunderæd for at blive afvist, kan han li mig? Kan vi tale samme? Hvad skal vi tale om? Mit domæne er kulturel kapital intelligent sort sarkasme. Men det er sgu nok ikke det jeg kommer langt med i hans verden. Jeg er sjældent nervøs, men i dagene optil har jeg en klump i maven og får kvalme ved tanken!

13. oktober:

Vi skal mødes om aftenen, og selvom vi har skrevet sammen i løbet af dagen, kommer han ikke. På en måde var det jeg havde forventede. Ikke fordi han var en ”skidt knægt” eller ville brænde mig af, men på grund af hele set-uppet. Jeg forstår ham godt, for hvis jeg med min baggrund er nervøs, og jeg har set alt, hvordan må han så ikke føle det: jeg må være en absolut abstrakt figur for ham. Meget mere end han er for mig, han er kun fremmed, men jeg ved, hvad jeg ikke kender, jeg har set ham på tv.

Jeg er nærmest lettet, (for jeg har ikke fået den afvisning som jeg frygter allermest.) Håbet lever endnu. Måske er han sluppet mig af hænde, men han har ikke sagt nej.     

15. oktober:

Jeg overvejer om jeg skulle skrive til ham: at jeg faktisk bare ville tage billeder af ham og intet andet. Men det bliver da først stalkeragtigt. Jeg nøjes med at sende ham beskeden: “Hey babe. Jeg er ikke sur, det er helt ok, hvis du blev genert, det blev jeg også selv lidt. Skulle du få lyst en anden gang, så kom sige hej.”

Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg ikke havde set ham, men paradoksalt, gjorde han jo nøjagtig som han skulle: Flygtige mænd, kommer jo ikke bare anstigende når man har aftalt det. I virkeligheden skulle skrives ind i historien, Phaeton var igen sluppet fra mig. Men samtidig begyndte jeg også at tvivle på mit projekt, er Phaeton for flygtig? Hvorfor bringer jeg mig selv i disse situationer hvor jeg ender med med intet? Var der overhovet materiale nok i det? Ville dette stof, om min egen evne til fiasko og store succes med selvpineri, overhovet være interessant for nogen?

Måske tillagde jeg ham for meget sympati, men tænkte om det havde det ramt et eller andet. Da Jeg kigge på hans profil, havde han fjerne de fleste billeder, der var kun et meget anonymt et tilbage.  

Jeg havde dog på fornemmelsen, jeg ville høre fra ham igen, historien var ikke slut endnu. Han var for nysgerrig.  

4.november:

Ganske rigtigt, 3 uger efter popper der en besked op fra ham: ”sorry for sidst. Rigtig dårlig stil af mig. Var helt ved siden af mig selv :/ ”    

Jeg kommenterer det ikke og spørger ham bare hvordan det går. Vi optager stille og roligt korrespondancen.   

Det sidste jeg har lyst til er at aftale endnu møde. For jeg ved, at han ville blive væk igen, nu skal vi ikke kun mødes, der er også et nederlag fra sidst, der skal overvindes. Den genvundne relation er så skrøbelig. Jeg er op i et hjørne og skal samtidig videre med projektet. Så jeg må nok desværre på udkig efter en ny muse, håbet med ham her er for spinkelt. I hvert fald må jeg have en back-up plan, så jeg sætter en kort beskrivelse på min tinder-profil, hvor jeg søger en model/muse til et videoværk.

Det vælter ind med henvendelser, men jeg har lidt svært ved at forholde mig til dem. Det er jo slet ikke dem jeg vil have, jeg tænder ikke rigtigt på det. Jeg ved jo godt, hvem det er, jeg vil have! Og jeg ved næsten heller ikke om jeg orker, at sætte mig op til at finde en ny muse. (Byttedyret skal ikke selv smide sig for mine fødder.) Helt passende som mit yndlingscitat siger: ”Whoever is not killed for love is, dead meat”.

16. november:

Hmm, han har læst mit opslag. Da jeg afslutter en samtale med ham, smider han en henkastet bemærkning om ”den fyr” jeg søger.

18. november:

Opslaget har gjort ham nysgerrig, forsigtig spørger han: ”Ham suferduden du søger lyder lidt interessant. Lad mig høre hvis du mener jeg har potentiale J ”.

Jeg er helt i ekstrase!,Mit hjerte banker lidt hurtigere, har jeg lige fanget ham? Jeg har lyst til at skrive og fortælle ham at det var lige præcis ham jeg søgte. Alt det her var bare for ham!  Men det går jo ikke, jeg må ikke give for meget, jeg må spille kostbar. Dealen er jo ikke lukket endnu!

Så svaret må blive det afmålte: ”Jamen, jeg tror faktisk ikke du ville være helt dårlig J det kunne måske være et meget godt forslag faktisk. Det havde jeg slet ikke tænkt over, det må vi lige snakke om”.

Vi taler om det hen over december og beslutter at tage nogle testbilleder, når jeg er hjemme til jul.    

………..Solens søn tegnet…………

27. december

Jeg tager mit meste sassy outfit på, selvom jeg skal arbejde, vil gerne se lidt godt ud. På min egen coole måde, kan jeg godt tænke mig, at være ligeså lækker som de unge piger, han sikkert omgås.  

Jeg skal hente ham hvor han bor. Jeg tror han har foreslået det, så det ikke muligt undslippe, hvis modet skulle glippe igen. Det er meget nemmere denne gang, vi skal noget, vores møde har et formål. Jeg spørger om han er sulten, om vi skal spise først, men nej! Han vil gerne i gang! Testbillederne er simple skitser, taget i nogle tomme værelser i gæstefløjen i en gammel bygning. Illuderende natten og morgenen hvor han gør sig klar, Phaeton skal ride afsted.

Det hele er ret vildt. Jeg havde set billeder af nogle af hans tatoveringer, men den på ryggen, ser jeg først da han tager trøjen af.  Afbilledet er en korsfæstet Ikaros figur, der hænger død med udstrakte vinger. Mærket ind i sin hud har han symbolet (på den skæbne) på en ung mand der møder sit endelige alene ude i verdensrumme og styrter mod jorden. Ikaros og Phaeton har ens skæbner, de er den samme figur: begge med mulighed for at vende om, drives på deres egen rejse hen over himmelrummet. Ikaros brændt af solen og Phaeton med solen i kareten brændende jorden op, falder de begge livsløse fra himmelrummet. (Helt uvidende om sin egen rolle, blot som et menneske og ung mand i en lidt usædvanlig situation, bliver han til et sted mellem symbolet og mennesket.)

Musen er dejlig at være sammen med, vi taler vi godt sammen og har det sjovt. Han har ingen ide om hvad det skal blive til, men lader sig ikke mærke med det og gør tålmodigt alt hvad jeg beder ham om. Han begynder også at se mønstre i processen, jeg kan høre ham grine stille, over hvorledes jeg afprøver forskellige ting, til jeg finder det rigtige. Han synes det er meget sødt. Da vi er færdige er det sent og vi når lige at finder det sidste åbne sushisted at spise, mens en nattestorm pisker løs.

…. Symbolet…

Da han ser billederne siger han ikke noget. Han siger ja, da jeg spørger om det er mærkeligt, at se sig selv på den måde. Det forstår jeg godt, jeg har selv vanskeligt ved at forholde mig til dem. Der er noget i dem jeg ikke helt kan afkode. Der er en urolig energi, lidt akavet. Man kan se det er en smuk ung mand, men det er som billeder ikke rigtig understøtter dette. Der er noget meget lidt maskulint over dem, på samme tid både meget seksualiserede og helt aseksuelle. De er meget ladede, men med en distance og subtiltet, er det ikke en seksualitet som vi normalt kender, fra de provokerende og konfronterende fotografer i reklame eller porno. De ligner både noget fra en teenager-dagbog, men hvor alt glamouren og romantikken er pillet af, er de helt nøgne og bare.

Med billederne oplever jeg noget jeg aldrig har prøvet før. En faktisk aggressiv reaktion, specielt fra de mænd der ser billederne, jeg har da lavet blandede værker før af svingende kvalitet, men så plejer folk bare ikke at sige så meget. Uden de har sat sig ind i det, kom de umotiveret til mig hvor dårlige de er, banale og kliche! 

…. den mandlige muse……