Gavegivning i Antikken - gratis omvisning på Antikmuseet
”Julen er hjerternes fest” - sådan begynder et gammelt ordsprog. Men mange vil nok erfare, at mens hjerterne svulmer nok så meget, er det gave-indkøbene, der virkelig giver sved på panden i december. Antikmuseet indbyder derfor til en gratis omvisning om antikkens mennesker og de gaver, som de gav deres guder, med stud.mag. Malene Flensted Dideriksen. Omvisningen vil give indblik i de gaver man gav, hvordan man gav dem, hvem der gav dem, hvem man gav dem til og de bekymringer og tanker, som de gavegivende havde i forbindelse med gaverne. Vi vil læse kilder fra antikken, og se på både afstøbninger og originale genstande.