Aarhus Universitets segl

L - Guirlanden 1968-2018

Den århusianske kunstnersammenslutning Guirlanden fejrer 50 års jubilæum med en stor udstilling på Antikmuseet. Udstillingen åbner 7. september og kan ses indtil 14. december.

Kunstnernes ambition er at aktualisere den antikke arv, der præger vores kultur i en grad - og på måder og områder - vi ofte ikke er bevidste om.

Det er en udstilling, som både fysisk og indholdsmæssigt går i dialog med museets samlinger. Kunstnernes værker breder sig over hele museet. De blander sig med de faste samlinger og introducerer former og materialer og ikke mindst farver, du normalt ikke vil opleve på Antikmuseet.

Kunstnernes forskelligheder både med hensyn til materialer, formsprog og interesser er med til at synliggøre sammenhænge med nutiden og samtidskunsten.

Guirlanden er den ældste sammenslutning af kunstnere i Aarhus og blandt de ældste kunstnersammenslutninger i Danmark udenfor København. Gruppen, der udstillede første gang i Aarhus Rådhussal i 1968, har 11 faste medlemmer. Til hver udstilling inviteres mellem en og tre gæste kunstnere.

GUIRLANDEN 2018

Ole Krog Møller, Max Parylewicz, Jørgen M. Andersen, Bodil Sohn, Maja Ingerslev, Else Ploug Isaksen, Anne-Marie Pedersen, Anders Gammelgaard, Nils Ryberg, Birgitte Kristensen, Kim T. Grønborg

GÆSTER v. jubilæumsudstillingen

Gitte Broeng, Mariko Wada, Christian Yde Frostholm