Sapfo er navnet på en af de ældste græske digtere. Vi kender uendelig lidt til den kvinde, der levede på den græske ø Lesbos omkring ca. 630/612 - ca. 570 fvt. Kun et enkelt af hendes digte er fuldstændig bevaret, mens der kendes op mod 200 fragmenter af et ukendt antal digte. Nogle består kun af ganske få ord. Ikke desto mindre har hendes lyrik haft et exceptionelt efterliv.
Denne udstilling er billedkunstner Mille Søndergaards personlige fortolkning og dialog med Sapfos tekster, som hun udgav sammen med filologerne Lene Carlskov og Signe Andersen i bogen Jeg er grønnere end græs i 2020. Hun inviterer os ind i et sanseligt univers af farver, lyde og lugte, som skaber en fortættet ramme om de udvalgte tekster.
Udstillingen vises indtil 30. juni 2022. Til efteråret deltager Mille Søndergaard i endnu en udstilling på Antikmuseet om Sapfo sammen med kunstneren Peter Brandes.
Invitation til drømmen:
Tænk, at Sapfo levede for over 2500 år siden, og digtede så levende, at vi tror de er skrevet i går, når vi læser hendes digte. Det er fantastisk, at der går et bånd direkte igennem tiden, som binder os til et menneskes tanker og følelser! Sapfo skriver om “jeg”, så vi forstår det. Alligevel præsenterer udstillingen dig for en drøm, for alt hvad der er tilbage af Sapfos digte er fragmenter. Udstillingen er en hyldest til Sapfo og til den inspiration til at drømme hun vækker til live med sine digte. Dryp af Sapfos ord rammer os på tværs af tiden og fører os til den dybe drøm om fred, skønhed, harmoni, lyst og skrøbelighed gennem fem neddyk i: NATUR, MOR, AFRODITE, MUSER og EROS.
Drømmen om NATUR Sapfos natur er gevækster og lys og lyd. Det er et sansebombardement med linier og flader og farver. Den sølvglinsende måne og Daggryet med guldsandaler er besjælede helligdomme, som er en del af os, og steder vi kan finde indsigt. De er inspiration til en drøm, vi kan drømme netop nu om en hel og rig naturlig verden, den smukke spraglede jord med dens mange kranse! Dengang som nu elsker vi følelsen af det grønne græs under fødderne og planterne, som smyger sig under vores krop. Vi ønsker ikke at være alene, vi ønsker at være en del af det hele. |  |
Drømmen om MOR Sapfo havde en datter, Kleïs, og hun havde også en mor, som måske også hed Kleïs. Hun var et rigtigt levende menneske, med følelser som tvivl, om hun gjorde det godt nok som mor, skrøbelige følelser. Generation efter generation afløser vi hinanden, vokser ind og ud af hinanden og bliver visere. Før mig har min mor, mormor, oldemor… banet mig vejen. Sapfo skrev om Kleïs’ hår på en måde, der får os til at tro, at hun elskede at kærtegne Kleïs’ hår, det bandt dem sammen, og hun flettede det i 1000 mønstre, en sjælelig ornamentik. Mon hun savnede sin ungdom fra før hun fik barn? Hvordan var det at være mor og digter? |  |
Drømmen om AFRODITE Drømmen om AFRODITE er en sød drøm om salighed og en hemmelighed med universet. Måske havde Sapfo en æblelund, hvor hun gik hen og blev inspireret, og hvor hun følte sig tæt på kærligheden? Et rum mellem æblegrene hvor hendes ord flød med det rislende vand, hviskende. Et sted hvor man kan genfinde sig selv og fylde lungerne med luftens og lysets kærlighed. Hvor man kan skabe det, der synes umuligt. Saligheden og inspirationen drypper på os, som skumsprøjt fra Afrodites fødsel, og hun betragter os mild i blikket. |  |
Drømmen om MUSER Sapfo var et geni. Hendes digte og sange fik mennesker – og guder – til at drømme og til at forstå. Hun kunne se skønheden og kraften og sammenhængen mellem tingene, og hendes poesi har overlevet til i dag. Hun var inspireret af muser. Hun er selv en muse, der giver inspirationen videre med sin sans for nydelse og en følelse af at være forelsket i livet. Hun får tingene til at spire og gro gennem sin skaberkraft, en kilde til luksus. Rigdom og overflod er hendes væsen. Kom og lad det ske, nu igen! Muser, kom fra det gyldne. |  |
Drømmen om EROS Sapfo taler om Eros som en skabning man ikke kan styre, og som en kraft man kan blive både syg og lykkelig af. Sapfo længes efter én, hun kan ikke styre det, hendes krop er besat. Eros er Smertegiveren men også en smuk yngling klædt i purpur. Sødbitter og dobbelt. Vi længes også, efter glæde, smerte, noget simpelt, noget tæt på…. efter at smelte sammen med og glemme os selv og forgude den anden og gyse ved tanken om at miste. |  |
