Udstilling på Antikmuseet 1. maj - 1. december 2025
Udstillingsåbning onsdag d. 30. april kl. 16.00.
Christos Tsirogiannis og Maeve Brennan deltager i åbningen.
På sporet af daunierne. Illegale oldsager fra kunsthandlerens varelager udspringer af forskningsprojektet Illicit Antiquities in the Museum, finansieret af Det Frie Forskningsråd og Carlsbergfondet. Udstillingen udforsker problematikkerne omkring illegale udgravninger og handel med oldsager gennem forskning i oldsager fundet i kunsthandleren Robin Symes’ varelager i Geneve i 2014. De blev konfiskeret og returneret til Italien i 2016. I 2018 blev ca. 1.500 fragmenter af rødfigurskeramik fra lageret udlånt til Antikmuseet til forskning. De stammer fra illegale udgravninger i Apulien, særligt det nordlige område, som i antikken blev kaldt Daunien. Illegal handel med oldsager er et omfattende problem i Italien, og det har store konsekvenser for vores forståelse af antikke kulturer. Det antikke Daunien i Nordapulien har været udfordret med voldsomme plyndringer i 1970’erne og 1980’erne. I udstillingen fortælles om kunstmarkedets rolle, og de mange fragmenter viser hvordan oldsager er blevet ødelagt og forsøgt konserveret og solgt.
De store lerkar er dekoreret i rødfigurs-teknik med billeder af myter og gravritualer. De stammer sandsynligvis fra grave, hvor de har været en vigtig del af gravudstyret som en del af gravritualerne, og fortæller derfor om normer og værdier i Daunien i perioden 350-300 f.v.t. Gennem studier af arkæologisk dokumenterede grave, produktion og dekoration kan lerkarrenes oprindelig betydning i det dauniske samfund delvis rekonstrueres.
Sammen med fragmenterne vises to filmværker af den britiske kunstner Maeve Brennan: https://www.maevebrennan.co.uk
An Excavation, produceret på Antikmuseet i 2022 og nomineret til New Vision Award ved CpHDox Festival 2023.
SITICULOSA, produceret i Apulien i efteråret 2024 med støtte fra Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond og nomineret til New Vision Award ved CpHDOX i 2025.
De to film undersøger i den ene forskningen i fragmenterne på Antikmuseet og i den anden det landskab i Apulien, som fragmenterne stammer fra.
Udstillingen er desuden generøst støttet af Augustinusfonden, Becketfonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Aarhus Stiftstidendes Fond.