Aarhus Universitets segl

Pergamonaltret

Det såkaldte Pergamonalter lå lige neden for Athenahelligdommen på en stor terrasse omgivet af søjlehaller. Fundamentet ligger der endnu med rester af det trappeformede podium. Bygningen bestod af et højt podium dekoreret med en lang frise i dybt relief, hvor guderne kæmpede mod giganterne. Bygningens vestlige side blev brudt af en bred trappe, som førte op til en åben gård indrammet af søjlehaller. Inde i gårdens søjlehal hang en mindre frise dekoreret med relieffer, som viste Pergamons mytiske grundlægger Telephos' liv.