Antikkens samfund havde, ganske som vi har i dag, idealer for, hvad skønhed var; de idealiserede ungdom, harmoni og sundhed. Den græske billedhugger Polyklet skrev i det 5. århundrede f.Kr. en såkaldt kanon, en beskrivelse af den perfekte statues dimensioner, lige fra fingrenes længde i forhold til underarmen, til hovedets størrelsesforhold til resten af kroppen. Vi har desværre ikke dette værk overleveret, men vi har romerske kopier af den statue, Polyklet lavede for at eksemplificere sine teorier, Doryphoros - Spydbæreren. Polyklets kanon fik stor indflydelse på skulpturen i antikken.
At have et smukt ydre blev i antikken opfattet som reflekterende de indre kvaliteter. Var man smuk, var man også automatisk god, klog og dygtig. Den perfekte krop blev trimmet, trænet og beundret på gymnasion, i palæstraen og i de offentlige bade. Passede man ikke ordentligt på sit ydre, blev man opfattet som en dårlig borger, der ikke var interesseret i statens bedste: Sokrates skælder den unge medborger, Epigenes, ud for at have en krop som en, der ikke tager sig ordentligt af sin borgerpligt.
I tidlig arkaisk tid opstod i det oldgræske samfund en tradition for at fremstille skulpturer i forskellige materialer. De tidligste skulpturer var fremstillet i træ, men i arkaisk tid begyndte man at arbejde i sten, såsom marmor og kalksten. Fra klassisk tid blev det udbredt at arbejde i bronze, men da mange af disse statuer senere blev smeltet om, har vi meget få originaler overleveret. Et af de mest populære motiver var den unge, nøgne mand, der blev opfattet som det absolut skønneste, der var til. Den nøgne, unge mandsfigur kunne både fremstille en ung græker, men også en gud, eller en af de mange græske helte. Motivet kendes også fra andre kunstformer, for eksempel fra vasemaleriet, hvor vi også finder billeder af nøgne atleter, guder og helte. Først i senklassisk tid opstod der er interesse for at vise den nøgne kvindekrop i skulpturen, og her var fokus også på harmonien, ungdommen og sundheden. Da Romerne erobrede Grækenland overtog de på mange måder den græske skulpturtradition. Græske originalværker blev ført til Rom eller kopieret i stor stil, og opstillet i private huse og i parker.
Hvad enten skulpturen fremstillede en ung smuk gud eller gudinde, en helt, eller en atlet, var den et udtryk for det antikke ideal om skønhed. Da disse statuer befandt sig over alt i det offentlige og private rum, blev datidens romere og grækere konstant bombarderet med fremstillinger af dette ideal – ganske som vi gør i dag.
De to billeder længst til højre for oven viser en antik marmorstatue af guden Hermes med Dionysiosbarnet fra 2. årh. f.Kr. og en moderne fortolkning af den samme statue af billedhuggeren Christian Lemmerz fra 2001. Den græske statue viser en ung, slank og atletisk mand med bløde og harmoniske ansigtstræk holder et kært lille barn på armen i en idyllisk og intim scene. Hvad er der sket i den moderne version? Hvordan påvirker Lemmerz' ændringer statuens udtryk? Fortæller den noget om hans holdning til det antikke og moderne skønhedsideal?
Hvordan forholder vi os i dag til det ydre i forhold til det indre? Tillægger vi også folk egenskaber alt efter deres udseende?
Afspejler nutidens skønhedsideal på nogen måde antikkens?
Ser vi antikkens skønhedsideal nogen steder i dag? Hvor?
Skulpturstudier på Thorvaldsens Museums hjemmeside
