Hvordan er antikken blevet brugt gennem tiderne?

Hvornår er noget brug og hvornår er det misbrug af historien?

Antikken, dens kultur og værdier, er blevet brugt til mange forskellige formål gennem tiderne; politiske, kommercielle, religiøse.

Ord og begreber som ”antikken”, ”det klassiske Grækenland” og ”Romerriget” er ikke neutrale. De er alle ladet med værdier og idealer, som har en betydning alt efter, hvilken sammenhæng de bruges i. Måske forbinder vi antikkens Grækenland med så forskellige begreber som skønhed, den veltrænede krop og demokratiet. Efter den seneste bølge af sandalfilm tænker vi måske også mere konkret på figurer som Alexander den store, Illiadens Achilles og ikke mindst Spartas kong Leonidas og hans 300 krigere. Romerriget får os til at tænke på magt, militær styrke, men også dekadence og luksus. Nogle af os kommer måske i tanke om Asterix, Cæsar og kæmpende gladiatorer. Antikkens Rom og Grækenland har stadig en stærk symbolværdi både i vores moderne kultur, men også i tidligere perioder som for eksempel i oplysningstiden; antikken er et stærkt brand.

Hollywoods filmindustri har i de seneste år gjort brug af den antikke kultur og dens mange store personligheder og fortællinger. Filmen ”Troja” tog os med tilbage til oldtidens Grækenland og fortalte os Homers Illiade. Og mens ”Alexander” prøvede at gengive Alexander den Stores fantastiske og turbulente liv, tog ”Gladiator” os med til Roms blodige gladiatorkampe i Circus Maximus under dekadente kejsere.

Hvad enten man griber fat i heltemyter, historiske personer eller fiktive fortællinger i en antik sammenhæng, er der åbenbart stadig masser af historier at fortælle fra Grækenland og Romerriget, der der stadig er relevant for os moderne mennesker.

Men det er ikke kun Hollywood, der har øje for vores interesse for antikken. Billederne ovenfor er et eksempel på, hvordan antikken bliver benyttet kommercielt i forbindelse med salg af skønhedsprodukter.

Vi ser to parfumereklamer; en for kvindeparfumen ”Roma” af Laura Biagiotti og en for herreduften ”Kouros” fra Yves Saint Laurent. Ordet ” kouros ” er oldgræsk og betyder ”ung mand”. På billedet i midten ser vi netop en kourosstatue fra ca. 490 f.kr., kritiosdrengen, der forestiller en ung, nøgen, atletisk mand. I forgrunden af reklamefotoet for kourosduften har vi da også en ung, veltrænet og tilsyneladende nøgen mand; parfumereklamen trækker derved en direkte linie fra duftens navn til den antikke fremstilling af det mandige kropsideal. Parfumen Roma af den italienske designer Laura Biagiotti er hældt på en flakon, der er fremstillet som en miniature af en antik søjle med base og kannelurer. Gennem flakonens design bliver navnet Rom knyttet til byens rolle som den klassiske verdens centrum.

På apoteket støder vi også på antikken; de danske apotekeres logo, et grønt ”a” , der ender i en slange, har en historie, der fører os tilbage til den græske gud for helbredelse og lægevidenskab Asklepios. Han blev fremstillet med en stav omslynget af en slange, da slanger i den antikke verden var forbundet med helbredelse og visdom. Siden renæssancen har dette symbol været benyttet af apotekerne, og i Danmark er det altså i sin moderne udgave blevet reduceret til et grønt ”a” med en slange.

Men antikken er ikke kun blevet benyttet med så uskyldige formål som at sælge film eller parfumer. Den er også blevet benyttet, når religioner eller politiske ideologier skulle sælges.

Da kristendommen opstod i antikken, blev det kristne billedsprog i høj grad påvirket af den antikke kunsttradition. På billedet nedenfor ser vi en tidlig fremstilling af Jesus og på billedet ved siden af den græske gud for vin, Dionysos, på latin Bacchus. Det kan umiddelbart forekomme som en modsætningsfyldt sammenstilling, men den tidlige kristusfigur havde aspekter til fælles med flere antikke guder og dette slog igennem i hans ikonografi: Lige som Jesus var Dionysos født af en jomfru og blev fejret den 25. december. Kristusfiguren har også fællestræk med den græske gud for helbredelse og mirakler, Asklepios.

Mange af de tidlige kirker er gode eksempler på, hvordan man lånte fra antikken; flere af dem er bygget af materialer hentet fra nedlagte templer og andre antikke bygningsværker, der havde mistet deres betydning og brug efter kristendommens indtog. Nogle kirker flyttede sågar ind i de gamle templer, som vi ser det med for eksempel Pantheon i Rom, der oprindeligt var et tempel til de romerske guder, men siden senantikken er blevet benyttet som kirke.

Hvorfor tror I den tidlige kristendom lånte af antikkens billedsprog?

Kunne der være andre grunde til at benytte antikke bygningsdele i de tidlige kirker, ud over at det var praktisk med færdige byggematerialer?

Under Adolf Hitlers regime i Tyskland forsøgte man at bruge antikken, her især den græske, til politiske formål i den nazistiske propaganda. Det antikke Grækenlands kropsideal med den stærke og veltrænede krop blev hyldet og dyrket, og i de nazistiske nationalmyter sporede man det tyske folk tilbage til den græske doriske folkestamme, som blandt andet blev udgjort af de krigeriske og udholdende spartanere. Da de olympiske lege blev afholdt i Berlin i 1936, var det første gang, at den olympiske fakkel tog sin berømte løbetur fra Olympia i Grækenland til OL-værtsbyen. Dokumentarfilmen ”Olympia” om legene i Berlin af instruktøren Leni Riefenstahl, bestilt af det nazistiske propagandaministerium, fokuserede i høj grad på det oldgræske kropsideal.

Fascinationen af Grækenland gjorde sig også gældende i den nazistiske arkitektur. Albert Speer, Hitlers arkitekt og rustningsminister, planlagde et nyt Berlin med monumentalarkitektur, der skulle vække mindelser om det antikke Grækenland og Rom. Selv de græske og romerske ruiner blev idealer for Speer, der i sin bygningsplanlægning indregnede den såkaldte ”ruinværdi”: Nazitysklands bygninger skulle ikke bare være smukke og imponerende, mens de endnu var hele; de skulle også være smukke ruiner, der kunne indgyde respekt og undren langt ude i fremtiden.